Kina
”Jeg ved ikke hvad jeg forventede da jeg tog afsted. Men mit ophold her har uden tvivl overgået enhver forventning jeg måtte have haft. Det har været de mest anderledes, mest spændende, mest lærerige og så absolut de hurtigste fire måneder i mit liv. For det første er der landet og dens natur. Så stort og folkerigt at de regionale forskelle er ubegribelige, men alligevel er kineserne samlet som én nation, de deler én historie og (i princippet) ét sprog.”
Liv, 2008. Læs mere på Livs blog.
”Jeg kom ind i klassen med de 50-60 elever, der alle sad meget forventningsfulde og ventede på hvad ”the foreign expert”, som de kalder os, kunne tilbyde. Jeg sagde ”good day class”, men der kom ingen respons!!!??? Jeg prøvede spørgende med ”hello” og med et rejste samtlige elever sig op og skrålede ”hello”…”
Berit Rostgaard
Om projektet
Volontørprojektet i Kina er centreret omkring to skoler i Haunren, en lille by i det nordøstlige Kina. Her består arbejdet i at undervise gymnasieelever i mundtlig engelsk. Eleverne har til dagligt begrænset engelsk undervisning og dette er enten skriftligt eller god gammeldags repetition af lærerens ord. Arbejdet er derfor både utroligt givende og udfordrende.
Undervisningen går til dels ud på at give eleverne et frirum og lære dem at holde af sproget engelsk, men mest af alt at lære dem om en anden måde at gøre tingene. Gruppearbejde, sange, film, leg osv. bliver hurtigt populært.
Man skal ikke være bange for at ens skoleengelsk ikke rækker, for selv lærerne møder store udfordringer i sproget. Herudover bliver du på Løgumkloster Højskole introduceret for, hvad undervisningen kan gå ud på og får gennem mødet med højskolens internationale studerende trænet det engelske.
Om byen
Huanren er en efter kinesisk målestok lille by med omkring 80.000 indbyggere. Det ligger i det nordøstlige Kina ca. fire timer i bus fra Kinas fjerde største by Shenyang. Byen er omringet af en flod formet som en drage og bjerge, hvor ét af dem er en lokal/regional turistattraktion.
Byen udvikler sig hurtigt og man startede i 2009 på at bygge Huanrens første motorveje og en jernbane. Herudover er der lige blevet bygget – og bygges stadig – på en park og et kæmpe torv, hvor alle byens unge, familier og gamle samles om aftenen til tai-chi, rulleskøjteløb, dans og en øl eller to.
Der er stort set alt hvad man skal bruge i Huanren, fra kinesisk kopi af McDonald til masser af restauranter, supermarkeder, tøjbutikker og ét enkelt lille disko. Det ændrer dog ikke på at man ikke kan få en burger med bøf eller tøjet er i kinesiske størrelser, men man bliver utrolig hurtig en del af byen og glemmer, hvis det ikke var fordi man blev husket på det i ny og næ, at man ikke helt ligner én af dem.
Selvom byens partisekretær og skoleledere praler af byens turisme har der i de år, hvor der har været volontører ikke været andre hvide mennesker. Man er altså i begyndelsen lidt af en lokal attraktion, men der er nok af taknemmelighed for ens arbejde blandt eleverne og lokalbefolkningen og folk er venlige og imødekommende.
Om skolerne
Zhi Jiao – Vocational school/No. 2 senior high school
Zhi Jiao var den første skole til at modtage volontører i Huanren. Skolen ligger i udkanten af byen ud til floden, ca. 20 min. gang fra centrum og 2 min og 4 kr. i taxa. Gymnasiet er en del af et uddannelsescenter og bliver i Huanren opfattet som det næstbedste gymnasium. Rammerne for eleverne er lidt friere end på Yi Zhong, det gør både disciplinen en smule mindre og eleverne mere udfarende. Volontørerne har deres egen lejlighed med køkken, bad, stue og to værelser i én af skolens bygninger.
Yi Zhong – No. 1 senior high school
Skolen ligger i centrum og er byens absolutte nummer ét. Der går ca. 3000 elever fordelt på tre klassetrin og 14 klasser på hvert trin. Langt de fleste elever bor på skolen. De store forventninger og niveauet gør, at der er mange, der er ivrige efter at lære, men samtidig er skoledagen præget af store forventninger, når eleverne hver måned skal til eksamen – i alle fag! Volontørerne bor i lærernes dormitory, hvor der ud over et værelse med køkken, spisebord og skrivebord er et soveværelse.