Indien
”På vejen hjem havde vi en mindre diskussion om at redde Verden. Jeg fortalte ham, at det er gået op for mig, at jeg ikke kan redde verden, men hvis mit arbejde her i Indien har gjort til at bare nogle af børnene, som Henriette og jeg havde arbejdet med kunne smile til mig eller grine af mig hver gang de så mig, så var mit mål nået. Hvis bare jeg kunne gøre livet lidt sjovere for en kort stund, så har det været det hele værd. Jeg fortalte ham, hvor fedt det havde været at komme på arbejde og se børnene smile og vinke til en. Og selv om jeg ikke har reddet børnene eller verden, har jeg set nogle børn have et smil på hver dag.”
Nicoline, Indien 2009. Læs mere på Nicolines blog.
”Det er mærkeligt, at 4 måneder næsten er gået, for selvom det føles som hundrede år siden vi landede i Madurai og første gang mødte børnene, så er tiden fløjet afsted. Jeg er blevet mange uforglemmelige oplevelser rigere. Oplevelser som jeg aldrig ville have været foruden. Alle børnene, computereleverne, lærerne og staff har efterhånden fået en helt speciel plads i mig. Det er svært at forklare, hvad det helt præcist er for en følelse, jeg rejser herfra med. Det er en følelse af at have givet lidt af mig selv for så at have fået det mere end dobbelt igen.”
Christina, Indien, 2009. Læs mere på Christinas blog.
”Indien er en supermagt med stor økonomisk vækst og en blomstrende industri - men landets goder er meget ulige fordelt. Lovgivning og retssystem er på mange måder på de fattiges side, men på landet følger folk stadig kastesystemets traditioner.”
Om projektet
I samarbejde med KFUM og KFUK sender Løgumkloster Højskole hvert efterår 2 volontører til Madurai i det sydlige Indien. KFUM og KFUKs internationale projekt ”IND I EN anden Verden” vil frem til 2012 præsentere åbne op for en Verden med store kontraster. En Verden af smukke farver, mønstre, smag og dufte, men også en skæv verden, hvor få er rige, men flertallet lever i fattigdom. Gennem ”IND I EN anden Verden” vil KFUM og KFUK i Danmark arbejde med på FNs 2015 mål. De otte mål skal sikre en værdig og bæredygtig fremtid for hele verdens befolkning.
Projektet sætter særligt fokus på kvinder og børns rettigheder samt fattigdom og den ulige fordeling af goderne.
Volontørerne arbejder på en lektiecafe hvor de er med til at sikre børn i et af de fattigste slumområder bedre undervisning og mulighed for at lave deres lektier. Der er desuden mulighed for at komme ud og hjælpe på et kvindeværksted.
Mens I er i Indien, vil I sammen med jeres arbejde komme rundt og se en stor del af landet og lære om de konflikter og muligheder der er. I skal blandt andet ud og se resultaterne af arbejdet efter Tsunamien og se hvordan NGO’er arbejder.
Om byen
Madurai er den ældste beboede by på den indiske halvø. Det er en smuk by i staten Tamil Nadu.
Byen er også kendt som Tempelbyen pga. byens overdådige tempel og refereres også til som Koodal Maanagar, Kalaachaara thalainagar (den kulturelle hovedstad i Tamil Nadu), Malligai Maanagar (Jasminbyen), Thoonga Nagaram (Byen som aldrig sover) og østens Athen. Den kulturelle arv går 2500 år tilbage og der har været handel med Rom og Grækenland siden 550 f.kr. Byen har ca. 1 million indbyggere.
Madurai er i dag en travl handelsby, med et hektisk miljø omkring handelsgaderne og ikke så meget af den afslappede stemning der præger andre dele af Sydindien. I Madurai sker der noget hele døgnet rundt, men det er arbejde og ikke lutter fest og mange turister rejser derfor udenom byen – og går glip af en unik kulturel oplevelse.
Om skolen
Ude i et af de fattigste områder af Madurai ligger en lektiecafe hvor børnene fra slummen kan gå hen og få hjælp til deres lektier, mulighed for at lege og et måltid mad. Ofte har de ikke de muligheder hjemme, hvor de bliver nødt til hjælpe til. Skolen er derfor et fristed, hvor de har mulighed for at være børn og koncentrere sig om skolen, så de kan få mulighed for at komme ud af slummen.
Kost og logi
Som volontør bliver man indlogeret på YMCAs guesthouse i Madurai. Det er et pænt hotel, hvor I får frihed til at komme og gå som I vil. Desuden er det muligt at bestille mad her, så I ikke skal ud og købe ind og lave mad når I kommer hjem fra en lang dag på arbejde.
YMCAs personale står desuden til rådighed og hjælper jer med alt det praktiske i forbindelse med jeres ophold.
Nyttige links
- YMCA Madurai
- Folkekirkens Nødhjælp
- Udenrigsministeriet om Indien
- FN – landeinfo
- Vaccination.dk (Vær opmærksom på, om du skal vaccineres inden volontørkurset på højskolen)
Volontørblogs
Vores kontaktperson
Shamilla Doris fra YMCA Madurai står klar til at hjælpe volontørerne til rette på arbejdet igennem hele volontør-perioden.
Derudover er Nicolai Hørlycke tilknyttet som kontaktperson for vores volontører i Madurai, da han bor og arbejder kun en enkelt dagsrejse væk. Han kan hjælpe med alle praktiske spørgsmål om hverdagen i Indien og kommer ned og hjælper jer på plads i den første uge i Indien.