Oplev foråret i Nelson Mandelas Sydafrika
Natur - folk - kultur
Sydafrika er kontrasternes land, et mangefarvet regnbueland og en smeltedigel, hvor fremtiden netop nu bliver skabt i en blanding af racer, religion, sprog, traditioner, farver og musik. Vi bliver i kursusugen ført gennem højdepunkter i landets historie. Fra tiden før kolonitiden, hvor blandt andet khoisan- og zulufolket beboede landet, samt fra kolonitiden, hvor boerne udforskede landet og afgrænsede landet mod de nordligt liggende lande og gennem apartheid tiden, hvor det ulmende oprør og det endelige opgør sluttede den epoke. Endelig får vi indblik i landet efter apartheid, hvor smeltediglen er i voldsomt kog og hvorfra fremtidens Sydafrika skabes. Opgøret med apartheid er historisk helt tæt på og vi får aktuelle vidnesbyrd om denne voldsomme og voldsomt spændende begivenhed. Vi skal høre om de forskellige klasser, de jordbesiddende og de jordløse, om de raske og optimistiske og om de arme og aidsramte. Vi skal høre om den sorte såvel som den hvide kultur for ikke at forglemme den farvede kultur. Nutiden bliver også repræsenteret bl.a. med introduktion til Sydafrikas verden af vidunderlige vine og ved indblik i Sydafrikas rolle i globale samt lokale forhold.
Brikkerne til mosaikken bliver lagt af engagerede foredragsholdere, der på hver deres måde har fuldt den spændende udvikling gennem rejser og ophold. Vi får mange brikker til forståelsen af Sydafrika netop nu og bliver forberedt til at se med egne øjne – og opleve med alle sanser, når vi selv møder dette fascinerende land og dets indbyggere på en personlig og bredt favnende rejse på godt 15 dage - fra nord til syd i det store land: Den store historie skal vi møde i Johannesburg og Sowetos store historier med Mandela og opgøret med apartheid som det afgørende. Den mest storslåede natur og dyreliv skal vi opleve i Krüger Nationalpark med de storslåede safariture. Og den stærke afrikanske blanding af smuk natur, stor fattigdom kombineret med stor hjertelighed kommer vi tæt på i dagene i Cape Town, der byder på højdepunkter som Robben Island, Langa township og Table Mountain. Begge rejseledere kender landet indefra. Tony har boet hele sit liv der og Cecilie har arbejdet på hospitaler og opholdt sig i landet over længere tid og i flere omgange. Derfor bliver det en rejse, hvor I ikke bare møder turismens overflade, men møder mennesker, historier og den afrikanske sjæl.
Pris for dobbeltværelse
kr. 25.300,-
Tillæg for enkeltværelse
kr. 2.700,-
Mød bl.a.
Rejseleder Tony Sicele fra Cape Town, musikere Ida Gormsen og Isaac Laryea, højskolelærere Aksel Krogslund Olesen, Morten Gliemann samt forstander Bent Andreasen
Rejsebeskrivelse
Dag 1
Lørdag 27. november
Kl. 13 kører vi mod Hamborg. Efter check in flyver vi kl. 18.20 med British Airways til Heathrow, London og fortsætter efter l time med direkte fly til Johannesburg.
Dag 2
Søndag 28. november
Ankomst til Johannesburg om morgenen kl. 9.00. Efter ankomst venter vores bus og turen går til det historiske Voortrekker Monument, hvor tusinde af afrikaanere hvert år samles for at ære deres tidligere ledere og fejre deres kultur. Vi skal også besøge Union Buildings I Pretoria, hvor Nelson Mandela, som den første demokratisk valgte præsident, blev taget i ed i 1994.
Dag 3
Mandag 29. november
Vi starter dagen med at besøge det moderne og spændende Apartheid Museum, hvor den lange, grumme historie om Apartheid systemet fortælles. Efterfølgende skal vi op i Carlton Tower, den højeste bygning i Johannesburg. Her nyder vi den interessante storby, City of Gold, i fugleperspektiv.
Dag 4
Tirsdag 30..november
Dagen bruger vi i den verdensberømte forstad Soweto, Sydafrikas største township. I Soweto besøger vi Mandela Family House Museum og Winnie Mandela’s House. Hector Pietersen Museum dokumenterer de nationale voldelige demonstrationer i 1976.
Dag 5
Onsdag 1. december
Afgang i den tidlige morgenstund. Vi skal køre til Timbavati Lodge, hvor vi de næste nætter skal overnatte i de smukke, traditionelle, men dog moderne Ndebele hytter. Timbavati Lodge, med sin beliggenhed i Limpopo provinsen, grænser op til Krüger National Park. Under vores ophold på Timbavati Lodge vil vi nyde smagfulde afrikanske middage og blive underholdt med dans af traditionelle afrikanske dansere.
Dag 6
Torsdag 2. december
Vi tager tidligt af sted for at opleve guidet heldagssafari i Krüger National Park med håb om at opleve Big Five - elefant, løve, leopard, bøffel og næsehorn. Vi kører i safari jeeps og har lokale guider. Morgenmad og frokost nyder vi på forskellige rastepladser i parken.
Dag 7
Fredag 3. december
Dagen byder på en smuk sejltur ned af Blyde River. Floden ligger i bunden Blyde River Canyon, den tredje største kløft i verden. Eftermiddagen er valgfri med mulighed for; 1) en gåtur gennem Tsonga landsbyen, hvor vi besøger de lokale; 2) en fantastisk smuk flyvetur i varmluftballon over de omkringliggende private parker (betales ekstra - priser oplyses) eller 3) bare en afslappende eftermiddag ved poolen på Timbavati Lodge.
Dag 8
Lørdag 4. december
Mpumalangas spektakulære natur grænser op til Limpopo, og vi vil udforske denne gennem Mpumalanga Panorama Scenic Drive. Vi skal opleve de ubeskrivelig smukke naturvidundere udkigspunktet Gods Window, 3 Rondavals ved Blyde River Canyon og Burkes Pot Holes, hvor floder mødes.
Dag 9
Søndag 5. december
Tidlig afgang mod Johannesburg lufthavn, hvor vi skal flyve til Cape Town. Der venter os nogle fantastiske dagsprogrammer med mulighed for skønne middage og levende musik, specielt Jazz.
Indkvartering på vores godt beliggende hotel.
Dag 10
Mandag 6. december
Vi besøger nogle af landets fattigste områder, som af den tidligere Apartheid regering blev kaldt “townships”. Vi starter dagen på District 6 Museum, hvor vi møder Joe Schaffers, en lokal guide, som vil dele sin egen historie med os om tvangsflytninger i District 6. Herefter kører vi til Langa, hvor vi møder en lokal guide som vil tage os på en gåtur gennem Langa. Vi besøger en traditionel afrikansk åndelig heler, Sangoma, som vil fortælle os om traditionel afrikansk kultur. Frokost i Langa.
Dag 11
Tirsdag 7. december
Dagen starter med en sejltur til Robben Island, hvor Nelson Mandela og mange andre politiske fanger var fængslet under deres kamp for frihed. Om eftermiddagen vil vi bestige Cape Towns varemærke, det smukke og unikke 1.086m høje taffelbjerg, Table Mountain. Der er mulighed for at tage kabelbanen både op og ned – eller man kan vandre.
Dag 12
Onsdag 8. december
Vi udforsker Cape Town’s centrum med en byrundtur til fods. Turen inkluderer den meget gamle botaniske have, The Company Gardens og i tilknytning dertil ligger St George’s Cathedral, hvor Desmond Tutu i mange år var ærkebiskop. Det gamle Malay slavekvarter, Bo Kaap, vil vi også besøge. Eftermiddagen er til på egen hånd at udforske den smukkeste by i verden med muligheder for handle på det afrikanske marked Green Market Square og besøge museer her i blandt det fine kunstmuseum National Gallery.
Dag 13
Torsdag 9. december
Stellenbosch området er verdenskendt for sydafrikanske vine og vi bruger dagen i Stellenbosch Vin Distrikt. Vi besøger blandt andet den verdenskendte Nederburg vinfarm, hvor vi ud over vinsmagning også vil blive taget på rundtur i vinkælderen. Frokost på Nederburg vinfarm.
Dag 14
Fredag 10. december
Vi kører til Cape Point Nature Reserve. På turen dertil ser vi pingvin kolonien på Boulders Beach og forhåbentligt får vi også set Chakma Baboons, de lokale Cape Point bavianer. Cape Point Nature Reserve byder på Cape Point, det sydligste punkt på Cape halvøen samt Cape of Good Hope, det mest sydvestlige punkt på hele det Afrikanske kontinent. Mulighed for en udvidet køretur hjem til Cape Town langs den vestlige kystline af Cape halvøen, hvor vi vil stoppe ved det fantastiske udkigspunkt Chapmans Peak (hvis åbent) og nyde den utrolige udsigt over Hout Bay.
Dag 15
Lørdag d. 11. december
Sidste dag i Cape Town er på egen hånd. Mulighed for at gøre de sidste indkøb, besøge de sidste museer eller bare slappe af, inden vi sidst på eftermiddag kører til lufthavnen. Afgang med British Airways kl. 20.55. Vi sætter os godt tilrette, spiser og sover - og lander næste morgen i London.
Dag 16
Søndag d. 12. december
Ankomst til London kl. 06.35. Fly kl. 07.55 videre til Hamburg, hvor vi lander kl. 10.30. Bus til Løgumkloster med mulighed for at stå af i Tinglev for at nå togforbindelser videre. Forventet ankomst kl. 13.30 – og videre til Løgumkloster med ankomst ca. 14.00. Her får vi et måltid mad inden den videre hjemrejse.

Vita Andreasen
Forstander, cand.theol. og tidl. sogne- og sygehuspræst. Daglig leder af højskolens lange kurser samt kursusleder og underviser på højskolens korte kurser. Underviser på i psykologi samt på Worl...