Færøerne
Færøerne ligger som atten grønne øer ude i Atlanten - med deres helt egen historie og kultur og med en natur og et kunstnerliv så rigt og mangfoldigt, at man må se det - og undres. Kurset består af 4 dage på højskolen, med et forberedelseskursus, hvor vi ser på øernes geografi, historie, kultur og kunst - både når det gælder forfattere, billedkunstnere og musikere. Der vil også blive vist en række film om og af færinger og Færøerne. Kurset vil derved give os en god baggrund for mødet med øerne og kulturen. Tæt på naturen kommer vi med bus rundt – og til fods - og på sejlture skal vi erfare den store natur. Endvidere skal vi opleve det unikke i færøsk kunst, dans, musik, sprog og livsopfattelse samt opleve storslåede natursteder.
Pris for dobbeltværelse
kr. 14.900,-
Tillæg for enkeltværelse
kr. 3.100,-
Mød bl.a.
Sangerinde Annika Hoydal, fortæller og forfatter Doris Ottesen og oversætter Kim Lembek
Rejsebeskrivelse
Dag 1
Fredag, den 11. juni
Efter morgenmaden pakkes kufferten. Afgang med bus kl. 10.30 fra Løgumkloster til Billund, hvorfra vi flyver med Atlantic Airways kl. 15.00 direkte til Vágur Lufthavn på Færøerne, hvor vi lander kl. 16.05. Bus til Tórshavn – og et første møde med John Eysturoy, vores færøske guide – og så den store natur. En første lille afstikker til Bøur med storslået udsigt til Mykines. Vi kører forbi Sørvágsvatn, gør stop ved Barbaras hus og vikingeudgravningerne i Kvivik, der ligger smukt med udsigt til Hestur. Vi når frem til Tórshavn, hvor vi skal bo på det nyrestaurerede Hotel Tórshavn (3 stjernet: www.hoteltorshavn.fo) lige ved havnen. Efter indkvartering og aftensmad er der tid til en lille aftenvandring ved havnen.
Dag 2
Lørdag,den 12. juni: TINGANES, KIRKJUBØUR OG FJELDVANDRING
Efter morgenmad tager vores lokale guide John os med på en første historisk tur gennem Tinganes med det gamle tingsted og Landstinget, som også besøges. Vi ser også Den gamle boghandel og Domkirken. Efter middag på hotellet går turen til Kirkjubøur, hvor vi skal se Magnuskatedralen og den nærliggende Olavskirke med altertavle af Mykines. Den største og ældste kongsgård ligger også her – og tilhører Patursson familien. Vi ser Roykstovan og hører Johannes Patursson fortælle om kongsgården, som er fra 1000 tallet, og hvor familien har levet i århundreder. Hvis han ikke er på rejse, skal vi besøge Trondur Patursson, som bor og arbejder her. Mulighed for et par timers vandring hjem over fjeldet til Tórshavn. Aftensmad på egen hånd i Tórshavn. Evt. mulighed for aftenarrangement i Nordens Hus (vi undersøger, hvad der går en af aftnerne.)
Dag 3
Søndag, den 13. juni:
Heldagstur til Nordøerne. Vi tager den nye tunnel til Klaksvik, hvor vi skal på rundtur og besøge den store Christianskirke (med mulighed for at opleve en færøsk gudstjeneste der) med maleri af Joakim Skovgaard og en stor færøsk båd som kirkeskib. Videre til Vidareidi, som er Færøernes nordligste bygd med det markante, høje fjeld Enniberg. For dem, der er godt gående, er der lejlighed til en lille fjeldvandring. Eller man kan besøge kirken og se den fine præstegård.
Dag 4
Mandag, den 14. juni:
Heldagstur på Streymoy og Eysturoy. Vi skal besøge det smukke sted Saksun med kongsgård og kirke. Ved Kollafjorden drejer vi ind i den lange Saksundal og når frem til det unikke historiske sted Saksun med Kongsgården og Kirken. Turen går videre til Haldarsvik, hvor vi skal se den ottekantede kirke med nyt alterbillede af Thorbjørn Olsen. Vi kører helt mod nord til Tjørnuvik. Derefter går turen til Eysturoy til bygden Eidi. Vi kommer forbi Slætteratindur (882m), som er øernes højeste bjergtop. Vi ser de to store klipper Risin og Kellingin. Derefter går turen til den særprægede bygd Gjógv med naturhavnen. (Videre over Funningur til Skalabotnur og Gøtu, hvor vi besøger den nye kirke med glasmaleri af Trondur Patursson.
Dag 5
Tirsdag, den 15. juni:
Tur til Mykines.
Hvis vejret tillader det – stærk brænding eller tåge kan gøre at vi må skubbe turen til en anden dag - skal vi i dag opleve den mest storslåede natur på Færøerne. Vi skal med båd til den lille ø længst mod vest: Mykines. Vi tager den lille færge, som også er postbåd fra Sørvágur og går i land på klippeøen, som i dag kun har få fastboende, og hvor der kun er en lille bygd.
Mykines er vidt berømt for sit rige fugleliv. På kystklipperne findes skarvkolonier, i de eroderede klippespalter findes perfekte redepladser for lomvier, og alke og tusinder af lunder/søpapegøjer yngler på græssletterne overfuglefjeldet. Sulen, som er kongen over Færøernes fugle - findes kun på Mykines, nærmere betegnet på den vestlige del af Mykineshólmur. Der er afsat nogle timer til vandringer på øen og vi medbringer frokostpakker, som vi nyder i den frie natur. Der er tid til at besøge bygdens lille kaffestue, se kirken og kirkegården inden postbåden går retur hen på eftermiddagen.
Dag 6
Onsdag, den 16. juni:
Vandringer i Tórshavn med kirker og masser af kunst på Museet og besøg hos kunstnere. Om formiddagen besøger vi først Den katolske Kirke med udsmykning af Trondur Pattursson og Sven Havsteen Mikkelsen. Derefter vandrer vi gennem den smukke park med skulpturer til Færøernes kunstmuseum Listesavn. Her vil museumslederen møde os og vise rundt – og vi ser også det fine grafiske værksted. Frokost på egen hånd i Nordens Hus. Rundvisning og lejlighed til at se udstillingen af Rannvá Kunoy’s værker. Om eftermiddagen er der mulighed for at besøge nogle af Færøernes fine billedkunstnere. Vi har gjort aftaler om besøg hos Thorbjørn Olsen og Eydun av Reini - og der bliver muligvis andre atelierer eller gallerier, som vi kan besøge. Afslutningsmiddag på en af byens gode restauranter.
Dag 7
Torsdag, den 17. juni:
Efter tidlig morgenmad kører vi vil lufthavnen, hvorfra vi skal flyve kl. 11.00 med ankomst i Billund kl. 14.05. Bus mod Løgumkloster med forventet ankomst ca. 15.00. Efter et måltid mad tager vi afsked med hinanden.

Aksel Krogslund Olesen
Højskolelærer, cand.musicae., master i komposition og kreativ musikformidling og uddannet musikpædagog. Kursus- og rejseleder samt underviser i musik, kor og komposition. Jeg har gennem en lang år...