Den store Kinarejse med Tibet
STORSLÅET KULTURREJSE TIL BEIJING OG MUREN, TIBET OG LHASA, GUILIN OG LIFLODEN OG METROPOLEN SHANGHAI
Den store, ultimative rejse til Kina og Tibet. Oplev Beijing og Muren, Tibet med Lhasas templer, Guilin med Li floden, rismarker og landsbyer og Shanghai, hvor øst og vest, kolonitid og futurisme møder hinanden. Der bliver også mulighed for at besøge Expo 2010 udstillingen. På 5 dages kursus kommer vi godt rundt om alle væsentlige emner for at forstå og møde denne helt anderledes kultur. Og tillige lærer vi hinanden at kende i rejsegruppen. Rejsen er tilrettelagt så du møder nogle af Kinas store kontraster - mellem øst og vest, land og by, kejsertidens stolte kultur og det nye Kinas utrolige vækst i de store byer mod øst. Vi kommer også bag facaden og besøger folk på landet, kristne kirker og buddhistiske templer. En cykeltur mellem rismarkerne (eller på en lille motoriseret vogn) giver os mulighed for at komme helt tæt på livet på landet – og det tillige i et af landets smukkeste områder. Vi ønsker at give deltagerne et mangfoldigt og kontrastfyldt billede af det store land, hvor vi også møder ideer fra Konfuzius og Daoisme, Mao og markedsøkonomi, rismarker og verdens højeste bygning i en sær kinesisk blanding.
Pris for dobbeltværelse
kr. 26.900,-
Tillæg for enkeltværelse
kr. 3.400,-
Rejsebeskrivelse
Dag 1
Søøndag, den 3. oktober
Flyrejsen Hamborg, Paris, Beijing med Air France. Tidligt op og med bus til Hamborg. Med Air France fra Hamborg kl. 10.10 via Paris til Beijing, hvor vi efter ca. 9 timers flyvning lander kl. 5.45 næste morgen.
Dag 2
Mandag, den 4. oktober
Vi bliver budt velkommen af Yan og får et morgenmåltid. Om formiddagen besøger vi først Beijings berømte centrale plads Den himmelske freds Plads og oplever folkelivet og ser Maos store portræt. Derefter besøger vi Den forbudte By, hvor der oprindeligt kun var adgang for kejserens stab af embedsmænd og konkubiner. Nu står stedet som museum og et monument over kejsertidens storhed og rigdom. Indkvartering på vores centralt beliggende 4* Howard Johnson Hotel og spiser frokost der. Derefter besøger vi en Hutong, som er kinesernes gamle, traditionelle gårdhuse. Her besøger vi en familie og får indblik i lokale folks daglige liv og ser på de små butikker og det spændende grøntsagsmarked. Fælles middag.
Dag 3
Tirsdag, den 5. oktober
Himlens Tempel og morgenaktiviteter i Parken. En af de måder, hvorpå man kan få autentiske oplevelser af kinesernes hverdagsliv er ved at besøge parkerne. Her udfolder sig tidligt morgen et væld af forskellige aktiviteter såsom dans, tai chi, chi gong, dating m.m. Det er et farverigt og spændende skue, når vi besøger Parken og derefter selve Himlens Tempel, som var det sted, hvor kejseren som ”Himlens Søn” skulle foretage ritualer og ofringer for at sikre en god høst. Derefter mulighed for at besøge Perlemarkedet – eller alternativt besøge et galleri med moderne kinesisk kunst. Frokost på egen hånd. Fri eftermiddag med mulighed for at gøre fordelagtige indkøb i de mange små butikker i Yashow Marked, hvor der i en stor bygning er hundredvis af små butikker. Fælles middag. Om aftenen mulighed for at se et stort Kung Fu show, der er en dramatisk forestilling med udgangspunkt i en buddhistisk legende. (koster 150 kr.)
Dag 4
Onsdag, den 6. oktober
Heldagstur til Den kinesiske mur – et af turens store højdepunkter. Vi kører lidt længere ud på landet end mange turistgrupper gør - til Simatai, hvor Muren er meget oprindelig – og vi får indtryk af hvor kolossalt stort og historiske byggeprojekt vi står foran, når vi bestiger en lille del af den 6.000 km lange mur, der blev bygget som forsvarsmur på de sværest tilgængelige steder. Vi har god tid til at bestige muren til fods eller med kabelbane og nyder også den medbragte frokost der. Tilbage på hotellet kan vi tage bad, inden vi pakker kufferten, spiser middag – og forlader Beijing og giver os med den nye jernbane mod Tibet med afgang kl. 21.30. Vi indlogeres på togets 1. kl. i gode 4 personers kupéer. Og indstiller os på en pæn, 4.064 km lang togrejse fra øst til vest til Tibet, ”Verdens tag”, der er betegnelse for den tibetanske højslette, som er verdens største.
Dag 5
Torsdag, den 7. oktober
Med Tibet ekspressen til ”Verdens Tag”. Med det nye specialudviklede og komfortable tog, der for første gang forbinder Kinas store byer med Lhasa, krydser vi Kina fra øst til vest. På togturens første dag passerer vi Xian, Lanzhou og Xining - og kører gennem dalen langs Den gule Flod. Vi ser de skiftende landskaber og passerer
bl. a. Qinghai Lake, som er Kinas største saltvandssø. Morgenmad og frokost sørger vi for. Man sørger selv for middag. Der er restaurantvogn på toget.
Dag 6
Fredag, den 8. oktober
På togturens anden dag kører vi gennem det tibetanske højland. Vi læner os tilbage, slapper af og nyder turen gennem storslåede og dramatiske landskaber. Vi bevæger os stadig højere op gennem pas og forbi sneklædte bjergtoppe. Vi sørger for morgenmad på toget. Frokost på egen hånd. Toget når frem til Tibets hovedstad Lhasa om aftenen kl. 17.30 og vi kører til vores Dekang Hotel 3* - centralt i Lhasa og i tibetansk stil, hvor vi bor de næste 4 nætter. Indkvartering og middag.
Dag 7
Lørdag, den 9. oktober
Pilgrimme ved Barkhor, Jokhang templet og Sera klosteret. Vi begynder med et let program, hvor vi vænner os til højden (3600 m.o.h.). I Lhasa skal vi først og fremmest møde den tibetanske, buddhistiske kultur. Vi møder pilgrimme ved Barkhor, hvor vi kan se tibetanerne bringe ofre, bruge bedemøllerne, foretage glidefald og mumle mantraer. Vi skal besøge Jokhang templet der ligger midt i den gamle tibetanske bydel. Frokost på hotellet og en pause. Om eftermiddagen besøg i Sera klosteret hvor vi kan opleve munke, der er i gang med lama-studier debattere om religion og tro. Fælles middag og friaften.
Dag 8
Søndag, den 10. oktober
Potala paladset og Dalai Lamas sommerpalads Norbulingka. Vi skal besøge den største seværdighed og et af verdens vidundere: Potala paladset, som er et helt kompleks af paladser bygget i 1654 og i 13 etagers højde. Vi besøger udvalgte rum og ser tibetanerne ofre og foretage ritualer. Paladset har været residens for skiftende Dalai Lamaer, der både var verdslige og religiøse ledere i Tibet. Den 13. Dalai Lama boede her indtil 1959, hvor han måtte flygte til Indien, hvor han stadig lever i eksil. Fælles frokost. Over middag besøges Norbulingka, som er Dalai Lamaernes tidligere sommerpalads med ”Juvelparken” - et smukt haveanlæg med fontæner m.m. Middag på egen hånd. Friaften med mulighed for at tage en vandring på de livlige markedsgader ved Barkhor Markedet midt i et meget velbevaret område i byen.
Dag 9
Mandag, den 11. oktober
I dag kører vi ud på landet for at besøge en tibetansk familie og opleve det tibetanske højlands storslåede natur. Senere skal vi besøge et børnehjem med 70-80 børn fra 0-16 år gamle. Dagene giver os indtryk af de vanskeligheder, den fattigdom og de svære livsvilkår, som tibetanerne også må leve med. Fælles frokost og middag.
Dag 10
Tirsdag, den 12. oktober
Med fly fra Lhasa til Guilin og videre til flodbyen Yangshuo. Vi flyver kl. 11.20 via Chongqing til Guilin, hvor vi lander kl. 16. Der er en let servering på flyrejsen. Vi kører med bus til indkvartering på hotel Yangshuo Snow Lion Resort Family Hotel, hvor vi bor i 3 nætter i smukke, naturskønne omgivelser og tæt ved byen Yangshuo lidt syd for Guilin med Li floden og de smukkeste karstbjerge, man kan tænke sig. Middag på hotellet.
Dag 11
Onsdag, den 13. oktober
På cykel mellem rismarker og små landsbyer. På cykel kan man erfare landskaber og dufte meget intenst. Vi cykler eller tager kørevogn – for dem, der foretrækker det - gennem et helt utroligt landskab. Vi kører på små veje og stier mellem rismarkerne og langs Yulong floden. Gennem små landsbyer, hvor vi spontant gør stop, når der er noget spændende at se nærmere på. Vi regner med at besøge en bondefamilie, se en lands¬byskole og andet som er værd at se på og opleve undervejs. Fælles frokost og middag. Om aftenen bliver der mulighed for at se en helt fantastisk forestilling i en blanding af musical, dans og ballet. Scenen er Li Floden og sceneriet er bjergene bag. 500 lokale sangere og dansere bærer forestillingen, som er skabt af Kinas store instruktør Zhang Yimou. (Prisen vil være ca. 250 kr.)
Dag 12
Torsdag, den 14. oktober
Med flodbåd på Li floden mellem høje karstbjerge, hvor vi sejler i det mest fantastiske landskab, man kan forestille sig. Vi ser de maleriske bjerge stå højt foran os, på små bambusbåde transporteres ting eller fiskes. Undervejs gøres stop for at besøge Krone hulen med smukke drypsten. Bådturen fortsætter, der er frokost undervejs, og ca. 14.30 når vi igen Yangshuo. Fri tid med mulighed for at sætte sig og nyde en kop kaffe eller the. Fælles frokost på båden. Middag er på egen hånd. Om aftenen bliver der først lejlighed til at opleve skarv fiskeri fra bambusbådene på floden. Derefter mulighed for kinesisk massage til dem, der vil prøve det. (Pris oplyses).
Dag 13
Fredag, den 15. oktober
Fra smukke landskaber til metropolen Shanghai. Vi forlader Yangshuo og kører til Guilin. Afgang kl. 11.30 med fly til Shanghai, hvor vi lander kl. 13.30. Let servering undervejs. Indkvartering på Shanghai Hengsheng Peninsula Hotel 3* i 3 nætter. Besøge et stort marked, bl. a. med skrædderbutikker og mulighed for at få syet tøj. Middag på egen hånd. Aftensejlads på Huangpu floden med lejlighed til at se det flotte syn med Shanghai by night – med Pudong halvøens futuristiske skyskrabere på den ene side og den fine promenadevej ”The Bunds” klassiske bygninger i engelsk kolonistil på den anden.
Dag 14
Lørdag, den 16. oktober
På opdagelse i Shanghai: Strøget, kirken, det franske kvarter. Først tager vi en tur op ad Strøget, Nanjing Road. Vi ser en af byens spændende katolske kirker. Derefter besøger vi det franske kvarter, hører dets historie og oplever dets særpræg til fods - med frokost på egen hånd og tid til at udforske kvarteret. Fælles middag. Om aftenen kan man opleve Shanghai Akrobatik med en trup af børn og unge. ( Pris 150 kr.)
Dag 15
Søndag, den 17. oktober
Mulighed for at opleve verdensudstillingen Expo 2010. Fordi lejligheden byder sig, har vi på denne tur valgt at inkludere et besøg på Verdensudstillingen Expo-2010, der er globale, ikke-kommercielle udstillinger, hvor landene viser hvad de kan indenfor kunst og arkitektur, forskning m.m. Temaet er denne gang: ”Better City, better life.” En hel ny bydel er skudt op med mange spændende pavilloner, hvor mere end 200 lande præsenterer sig. Sammen besøger vi et par udvalgte pavilloner som den kinesiske og den danske. Tid til på egen hånd at gøre besøg på andre landes udstillinger. Nærmere information gives. For dem der vil bruge dagen selv, er der rig mulighed for at lave sit eget program. Fælles middag.
Dag 16
Mandag, den 18. oktober
Fri formiddag og frokost på egen hånd En mulighed er at besøge Yu Yuan haven med det berømte thehus og basargaderne der omkring. Frokost på egen hånd. Over middag er der besøg på Shanghai Museum, som er et af landets bedste med fine samlinger indenfor bl. a. klædedragter, møbler, maleri og ikke mindst keramik og kinesisk porcelæn. Derefter skal vi opleve Pudongs utrolige bydel, hvor der over de seneste 20 år er rejst højhus ved højhus. Shanghai er Kinas økonomiske centrum og her er finanshuse og virksomheders hovedsæder – og en hel by i futuristisk stil. Vi skal op i SWFC, som med sine 492 m er en af verdens højeste bygninger.
Afslutningsmiddag på restaurant og om aftenen kører vi til lufthavnen for at checke ind. Afgang Med Air France kl. 23.35.
Dag 17
Tirsdag, den 19. oktober
Vi flyver via Paris og efter et kort stop dér videre til København med ankomst kl. 09.20. Bus til Løgumkloster med forventet ankomst kl. 13.30. Frokost og videre hjemrejse for dem, der har bil stående.

Bent Andreasen
Forstander, cand.theol. og tidl. sognepræst. Rejsekoordinator og primært kursusleder og underviser på højskolens korte kurser. Underviser i retorik og har indimellem timer på hovedfaget Religion,...

Vita Andreasen
Forstander, cand.theol. og tidl. sogne- og sygehuspræst. Daglig leder af højskolens lange kurser samt kursusleder og underviser på højskolens korte kurser. Underviser på i psykologi samt på Worl...

Yan Qing Kong
I 1997, da jeg stiftede bekendtskab med Løgumkloster Højskole, var hele højskoleideen meget fremmed for mig. Som kineser havde jeg aldrig oplevet et sådant skolesystem med frihed og lærelysten i ...